 |
v/ledende bibliotekar Willy Wegner, Hørning
Denne båltale i anledning af Sankthans holdt jeg for 31 år siden. Det var i min tid som biblioteksleder i Hørning kommune. Det skete ved bålet i Blegind Borgerforening, en by næsten på kanten af Solbjerg sø. Jeg syntes at talen - men få tilpasninger - kan være aktuel i dag. Der er desværre ikke så meget nyt under solen. Her som gengivet i årsskriftet Jul i Hørning 1991.
Så blev det Sankthansaften, og det er midsommer - sommersolhverv. Det er lidt svært at fatte, men nu begynder den lyse tid at gå på skrump.
Det har jo slet ikke været sommer endnu. Og hvis skyld er det så? Vel næppe Henrik Voldborgs, men måske den onde selv og hans håndlangere: Heksene!
Jeg skal ikke sige mere om vejret, det er jo samtaleemne hele året. Jeg vil heller ikke sætte Voldborg på bålet. Nej, det jeg vil sige lidt om er aftenens hovedperson - heksen!
Sankthansaften er egentlig en underlig størrelse. En blanding af hedensk solhvervsfest, heksenes årlige generalforsamling samt fødselsdagsfest for Johannes Døberen.
Egentlig har jeg skrupler over, at vi fyrer op under heksene, også selv om hekse normalt ikke har ry for at være alt for kønne.
Jeg vil godt tage heksemutter i forsvar.
At man i gamle dage, her i Danmark, futtede godt og vel små et tusinde hekse af, mestendels kvinder, så bundede det bl.a. i religiøs overtro, fanatisme og sexisme.
Og alt efter hvilke briller man har på, så kan man altid finde belæg for sine gerninger i Bibelen. I 2. Mosebog, kapitel 22, vers 18 står der: "En troldkvinde må du ikke lade leve". Og ved fortolkning af et skriftsted i Johannes evangelium, fandt man ud af de burde kastes på bålet.
Det var ikke i den såkaldt mørke Middelalder, at heksebålene for alvor begyndte at flamme i Europa - nej, det var i den lyse Renæssance. Og der findes sågar en international håndbog i hekseforfølgelse den hedder Heksehammeren.
I Heksehammeren begrundes det, hvorfor omkring 90 procent af bålene fortærede kvinder:
For det første er kvinder mere lettroende end mænd, og da dæmonen især søger at fordærve troen, opsøger han især kvinder. Allerede den første kvinde, Eva, var bevis på dette.
En anden grund oplyses at være, at kvinder på grund af deres karaktersvaghed lettere lader sig påvirke af ånder.
Endelig, for det tredje, er kvindens tunge slibrig, og da hun ingen kræfter har, forfalder hun let til at søge hævn ved hjælp at heksekunster.
Heksehammeren var forfattet af munken Jacob Sprenger, og denne håndbog blev godkendt af datidens magtcentrum i Europa: Vatikanet. Med denne bog kunne forfølgelse af hekse og kættere sættes i system – en slags europæisk norm for hvad der var godt og ondt.
Heksejagten toppede i Danmark i 1600-tallet. Det var en tid med store og hurtige forandringer, en tid med kulturelt værditab. Det var i en tid hvor fattigforsorgen efter Reformationen blev privatiseret, så at sige. En tid hvor omkring 10 procent af den danske befolkning var på landevejen, et omstrejfende pjalteproletariat. Der var ikke råd til forsorg, pengene skulle investeres i opsvinget.
Den stærkeste fællesnævner man havde var
kirken, hvor man søgte svar på de kaotiske tilstande, og uanset om man var
katolik eller protestant, var der brug for en ydre fjende: Satan og hans håndlangere.
I Christian den 5.s »Danske Lov« stod der: »Befindes nogen troldmand eller troldkvinde, at have forsaget sin hellige dåb og kristendom og hengivet sig til djævelen, den bør levende kastes på ilden og opbrændes.
Kun meget få turde tage heksene i forsvar, for
var man alt for ivrig efter at forsvare en troldkvinde, så kunne man mistænkes
for ligeledes at have forskrevet sig til djævelen. Det var klogt at holde lav
profil!
Nogle af de såkaldte hekse kunne og gav sig nok
af lidt mere end den almindelige borgerfrue. Helbredende urter, magiske
formularer og lignende. Fosterfordrivelse var en anden gerning hekse blev dømt
på. Og så var det altså heller ikke alt for smart at være rapkæftet, og slet
ikke overfor mænd.
I dag kalder vi den alternative medicin,
legaliseret abort, og velformulerende karrierekvinder!
De udstødte, vor tids pjalteproletariat, findes
også. Vi lever i en tid, hvor der skal spares på forsorg, hvor der
privatiseres, og kulturelle tiltag eksisterer næsten kun på trods – men vi brænder
ikke vore syndebukke på bålet. Vi lader dem i stedet tære op indefra, ganske
langsomt, og de der kommer til os udefra, mange af nød, ønskes af nogle af vor
tids heksejægere sendt tilbage hvor de kom fra.
Mit personlige lille håb er, at man kunne
droppe ritualet med heksen på bålet - i hvert fald med heksen som symbol på det
onde. Det onde er kun sjældent iklædt pjalter.
Men kan vi lade heksen pa bålet i dag
personificere heksejægerne, racefordomme, religiøs fanatisme, forstokket hed og
snæversyn, så lad blot heksen fare ad Hekkenfeldt til.
Lad Sankthansaften være en festdag, som i dag her i Hørning, en dag hvor vi glædes over at endnu et år, er der blade på træerne, en Midsommerfest hvor vi kan lune os ved bålet, glæde os sammen og gerne lade det være Johannes fødselsdag.
Ja, lad bålet være en glædesild, og lad mig til
sidst citere en anden Johannes, nemlig Johannes V. Jensen, der skriver:
At sommer kommer, og sommer lakker, så tit vi
oplever det - vi takker for årets genkomst, for årets vaner, og soles vandring
på stjernebaner, for himmellegemers faste gang en glædesild og en
solhvervssang!
Lad det fordybe din andagt, broder: dit
timeglas er i takt med kloder. Dit sommerblus som kun stakket brænder er ild af
altets, der aldrig ender. Se skov og eng står igen i flor: Velsign din sol og
velsign din jord!
God sommer!
